To år – tusind Soldaterlegater
Soldaterlegatet fylder 2 år lørdag den 29. januar. Siden starten har Soldaterlegatet uddelt tusind legater til mere end 400 soldater, politifolk, læger, deres pårørende og efterladte samt støttet projekter for i alt 27 millioner kroner.
Fælles for Soldaterlegatets legatmodtagere er, at de alle har haft behov for støtte, efter at de har været udsendt af Danmark til en international militær mission eller er pårørende til tidligere udsendte.
”Antallet af ansøgninger overrasker til stadighed Soldaterlegatet, og i takt med udbredelsen af kendskabet Soldaterlegatet, har vi noteret en bred opbakning til arbejdet i Soldaterlegatet og til den enkelte legatmodtager fra såvel politisk side som fra samfundet,” siger bestyrelsesformand Peter Højland.
Da Soldaterlegatet begyndte arbejdet for to år siden var oplevelsen, at toppen blev taget af isbjerget, da det strømmede ind med støtte til tidligere Balkan veteraner. I dag to år senere er antallet af ansøgninger stigende og den situation, de indstillede befinder sig, er i mange tilfælde kritisk. Behovet for støtte til de psykiske skadede er langt mere omfattende end støtten til de fysisk tilskadekomne soldater. 80 procent af legaterne går til at hjælpe soldater med psykiske efterreaktioner.
Typisk lider soldaterne af posttraumatisk stresssyndrom, og det handler med andre ord om at hjælpe folk, som ’ikke kan passe et ægteskab, ikke kan passe deres børn og ikke kan passe et arbejde eller deres økonomi’. Soldaterlegatet yder typisk støtte til psykologer og psykiatere, medicin, økonomisk og juridisk rådgivning samt hjælp til etablering af bolig.
Mange af de indstillede har gået rundt med en ubehandlet PTSD i flere år, og først efter støtte fra Soldaterlegatet til en psykiatrisk udredning og medicin, kommer de gang med den nødvendige behandling.
Tiltrængt håndsrækning
Det er stadig primært Forsvarets socialrådgivere og de militære fagforeninger, der indstiller tidligere udsendte til Soldaterlegatet, men vi ser heldigvis også flere og flere private, der henvender sig for at høre om, hvordan de kan indstille en tidligere udsendt til et legat, fortæller sekretariatschef Ann-Christina H. Salquist.
Tilbagemeldinger fra modtagere af Soldaterlegatet viser, at det ikke kun er modtageren, men også de pårørende, der oplever støtten som en stor hjælp til at komme videre med tilværelsen. Sekretariatschef Ann-Christina H. Salquist fortæller, at mange modtagere er tidligere soldater, der for længst har forladt Forsvaret.
For yderligere information:
Kontakt sekretariatschef Ann-Christina H. Salquist på tlf.: 31 111 765
Kontakt sekretariatschef Ann-Christina H. Salquist på tlf.: 31 111 765
2011-01-29
