Fagligt seminar i Kastellet
Soldaterlegatet havde onsdag den 25. januar inviteret en lang række civilie, militære, offentlige og private personer til fagligt seminar på Kastellet.
Seminarets program inkluderede en række korte oplæg, herunder præsentation af resultaterne fra Soldaterlegatets to projekter: ”Hjem fra Krig – og hva´så?”, samt de foreløbige resultater fra forskningsprojektet ”Danske Hjemvendte Soldater”. Ligeledes var der oplæg fra Forsvarets nyetablerede veterancenter samt veterankoordinatoren fra Frederiksberg Kommune.
Efter oplæggene var der afsat tid til en paneldiskussion med fokus på støttemuligheder og indsats for hjemvendte veteraner indenfor rammen af den eksisterende veteranpolitik. Diskussionen gik højt og de 60 minutter, der var afsat gik hurtigt blandt det engagerede publikum og kompetente paneldeltagere.
Målet med seminaret er ønsket om at skabe en bred debat og større forståelse for de psykiske og fysiske udfordringer mange veteraner slås med, efter at have deltaget i krig. Der udover er håbet, at en kontinuerlig debat er med til at fremme forståelsen for, at mange veteraner har svært ved at omstille sig til det civile liv, med det ansvar det medfører.
Seminarets formål var ligeledes at gøre opmærksom på, at de problemer en veteran slås med – ikke er et privat problem, men et fælles anliggende. For det er ikke kun veteranen der rammes, det er også veteranens familie, netværk, børn, kæreste, forældre, hustru, arbejdsgiver der mærkes at problemerne. Ofte med skilsmisse, arbejdsløshed og depression i kølevandet. Kristian Jensen, leder af Handikapidrættens Videnscenter, gav et godt indblik i netop disse udfordringer gennem sin præsentation. Samtidig viser resultaterne fra projektet "Hjem fra Krig - og hva' så?", at hvis den rette helhedsorienteret indsats er til stede, kan veteranen igen finde fodfæste.
I panelet sad Heidi Anita Stentoft, veterankoordinator i Slagelse kommune. Jeanett Martins, sagsbehandler og veterankoordinator i BorgerService i Frederiksberg Kommune. Jette Ammar Kristoffersen, chef for Forsvarets nyligt oprettede veterancenter og Torben Pehrsson, der er jobkonsulent i Handicapidrættens Videnscenter og er kontaktperson for en del af deltagerne i projekt "Hjem fra krig - og hvad så". Sidst, men ikke mindst deltog Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten i panelet.
Soldaterlegatet har påtaget sig opgaven at skrive et notat fra dagen, så udover at blive sendt til deltagerne, også vil blive offentliggjort her på hjemmesiden.
/ACS
2012-01-26
