Pilates-guru og balletdansere gav sårede soldater en ny dimension for genoptræning
Workshop på Rigshospitalet med Pilates-guruen Elizabeth Larkam blev et tilløbsstykke, og både tilskadekomne soldater, Pilates-instruktører fra Den Kgl. Ballet, læger og cirka 20 fysioterapeuter fik stort udbytte af dagen.
Tekst og billeder: Morten Fredslund
Den amerikanske Pilates-guru Elizabeth Larkam demonstrerede en lang række fysiske genoptræningsøvelser på fem-seks særlige Pilates træningsmaskiner, som i dagens anledning var fragtet til Rigshospitalets fysioterapi. Til daglig står maskinerne hos Den Kgl. Ballet, som i ti år har benyttet Pilates for at opnå styrke og smidighed hos balletdanserne samt i genoptræningen af dansere, der hurtigt skal på benene efter skader.
Pilates har vist sig så effektivt, at Den Kgl. Ballet i dag har tilknyttet to Pilates-instruktører, som lyttede, tog noter og hjalp til under Elizabeth Larkams instruktions-session, der kom i stand med støtte fra Den Kongelige Danske Ballets Fond og Soldaterlegatet.
- Da medierne rettede søgelyset mod det stigende antal danske soldater, der vender hjem med svære skader henvendte balletten sig til Rigshospitalet, der står for genoptræningen. Vi tilbød et par benamputerede soldater et træningsforløb hos os, hvor vi blandt andet bruger Pilates til at styrke de muskler, man bruger til at kontrollere kroppens bevægelser - en muskelgruppe, som folk med proteser i høj grad også har brug for at styrke, siger Pilates-instruktør på Den Kgl. Ballet og tidligere ballet-danser Jessie Lee.
To soldater på Balletten

To dobbeltamputerede soldater har i løbet af sommeren gjort brug af tilbuddet fra Den Kgl. Ballet, hvor de er mødt op til træning en til to gange om ugen.
- Soldaterne har gjort store fremskridt, og de har været fantastiske at arbejde sammen med. På rigtig mange måder minder soldater og balletdansere meget om hinanden, når det handler om disciplin, vilje og udholdenhed.
- Genoptræning med Pilates kan især bruges til at styrke muskulaturen omkring rygsøjlen og bækkenet, så kroppen bliver mere balanceret. Derfor er Pilates et rigtig godt supplement til genoptræning af soldater med proteser, siger Elizabeth Larkam og tilføjer:
- Desuden er Pilates-træningen let at målrette mod træning af helt specifikke muskelgrupper, som man har brug for at styrke - eksempelvis for at få en bedre balance og gang med proteser. Ligesom træningsinstrumenterne kan indstilles meget præcist, så sværhedsgraden af øvelserne nøjagtig matcher den enkeltes behov og muligheder.
Outstanding gå-på-mod
Under workshoppen på Rigshospitalet demonstrerede Elizabeth Larkam en række Pilates-øvelser på de tilskadekomne soldater, hvorefter fysioterapeuter fra Den Kgl. Ballet, Forsvarets Center for Idræt og Rigshospitalet øvede teknikkerne sammen med de tilmeldte soldater.
- De sårede soldater står over for store udfordringer, men soldaterne er herlige at arbejde sammen med fordi, de har en meget høj arbejdsmoral, et 'outstanding' gå-på-mod og en vilje til at bruge den nødvendige tid til genoptræning, som er nødvendig for, at de kan komme videre i livet, siger Elizabeth Larkam.
Mere smidig og sikker gang

I hvor stor en grad Pilates bliver en fast del af genoptræningen for de sårede soldater er endnu uvist. Men overlæge ved Ortopædisk Kliniks Traumesektion, Rigshospitalet, Finn Warburg håber på, at det tætte træningssamarbejde med Den Kgl. Ballet fortsætter, så flere skadede soldater får mulighed for trænings-sessions hos ballettens Pilates-instruktører.
- Jeg var selvfølgelig lidt skeptisk, da vi fik henvendelsen fra Den Kgl. Ballet, som jeg jo ikke forbandt med meget andet end dansere i trikot. Men det viste sig hurtigt, at de to soldater, som blev trænet af ballettens Pilates-instruktører, ja de fik en mere smidig gang, en mere sikker gang og en meget bedre balance. Så Joseph Pilates havde uden tvivl fat i noget af det rigtige, da han allerede tilbage i 1920'erne slog fast, at hans træningsmetoder var særligt egnede til genoptræning af soldater med krigsskader, siger Finn Warburg og tilføjer:
- Her på afdelingen har vi først og fremmest fokus på at få de skadede soldater op at gå med deres proteser. Men det er jo også vigtigt, at de får hele kroppen med, og her er Pilates-træningen et rigtig godt supplement. Og jeg ser frem til det videre samarbejde med Den Kgl. Ballet, så flere soldater kan få et træningsforløb hos ballettens erfarne Pilates-instruktører. Det er jo formentlig også en berigende oplevelse for soldaterne at komme ind bag kulisserne på Kgs. Nytorv, hvor træningsmiljøet er et andet, end det, de er vant til.
Der deltog otte tilskadekomne soldater og syv fysioterapeuter fra henholdsvis Den Kgl. Ballet, Ortopædisk Klinik og Forsvarets Sundhedstjeneste i workshoppen, som i løbet af dagen blev besøgt af 35-40 læger, fysioterapeuter og andre med interesse i genoptræning.
2010-09-13
