Nyheder
  • Forside
  • Soldaterlegatet
  • Om fonden
  • Projekter
  • Nyheder
  • Støt Soldaterlegatet
  • Kontakt
 soldaterlegatet
  • Pressemeddelelser

SOLDATERLEGATET – EN TILTRÆNGT HÅNDSRÆKNING

150 legater uddelt! I løbet af Soldaterlegatets første seks måneder er der uddelt 150 legater for op mod 3 mio. kroner til tidligere udsendte soldater med fysiske eller psykiske men, deres pårørende og efterladte.

 

Overraskende stort antal indstillinger

”Vi er overrasket over det høje antal af indstillinger, men det styrker kun argumentationen for Soldaterlegatets oprettelse. Der er behov for ekstra støtte, og vi oplever at kompleksiteten i sagerne vokser i takt med Soldaterlegatets udbredelse”. Bestyrelsesformand Peter Højland tilføjer samtidig, ”at det er positivt at opleve, at omgivelserne generelt er begyndt at indstille personer, som har behov for hjælp. Vi har naboer, fjerne slægtninge, kollegaer, plejepersonel og mange andre, der henvender sig for at høre om, hvad de kan gøre for at indstille en til et legat – og det ser vi som et positivt tegn på, at vi som samfund er begyndt at tage ansvar”.
 

Juridisk og økonomisk rådgivning

Størstedelen af de tildelte legater er økonomisk støtte til rådgivning af juridisk og økonomisk karakter samt psykologbehandlinger. Erfaringen viser, at de indstillede ofte har behov for støtte til en række praktiske ting, som for andre virker umiddelbart, men som for de med psykiske efterreaktioner kan opleves som en enorm belastning. En del stor del af de personer, som Soldaterlegatet i øjeblikket støtter, er personer, der grundet deres psykiske efterreaktioner har oplevet en social nedtur og isoleret sig fra omgivelserne – og i dag står de med enorme udfordringer. ”Vi kan ikke fjerne folks lidelser, men vi kan forsøge at yde den støtte, der kan gøre det lettere for dem at leve med lidelserne”, fortæller sekretariatschef Ann-Christina H. Salquist.
 

Specialudstyr og proteser

De første specialdesignede proteser er i øjeblikket ved at blive færdiggjort, så de indstillede personer igen får mulighed for f.eks. at løbe eller tage i svømmehallen med deres børn. Peter Højland fortæller, at ”der som en afledt konsekvens af de ulykker, der sker i missionerne, også er en stigning i antallet af indstillinger på personer med fysiske men, der har behov for at få støtte til specialudstyr”.

 

Tiltrængt håndsrækning

Den økonomiske støtte fra Soldaterlegatet hjælper ikke kun modtageren, men også de pårørende til at komme videre med tilværelsen efter endt udsendelse, og er - i mange tilfælde - en hårdt tiltrængt håndsrækning. Sekretariatschef Ann-Christina H. Salquist fortæller, at behovet for støtte eksisterer både hos de, som har forladt forsvaret og de, som stadig er ansat. Og tilføjer, at ”Soldaterlegatets kendskab til personer med behov for en økonomisk håndsrækning går helt tilbage til udsendte til missioner i begyndelsen af 90´erne.”

 

For yderligere information:

Kontakt sekretariatschef Ann-Christina H. Salquist på tlf.: 31 111 765

2009-08-29


Til toppen

Soldaterlegatet C/O Systematic,    Postboks 9055    1022 København K     Telefon 31 111 765   E-mail: acs(snabel_a)soldaterlegatet.dk
Produceret af Adapt A/S